Den Historiske Samling i Vindinge Bed & Breakfast

Vi bor i Vindinge Gamle Skole, og det kan mærkes.
Skolen ligger på kirkebakken, hvor baroniet Holckenhavn i 1740 byggede den første stråtækte skole.
Kongen havde året før givet en forordning, om at degnene skulle holde regulær skole i landsbyerne, og det var derfor naturligt, at baronen lagde den i umiddelbar tilknytning til kirken.
I 1890 blev den nye skole bygget som et toetagers byhus ved siden af, men den gamle blev først nedrevet 1936 for at give plads til det vi i dag kalder annekset, hvor vi nu har to familierum.
Vores nærmeste nabo er derfor den flotte Vindinge kirke, der er Fyns største landsbykirke med siddepladser til 450.
At den er så stor, har sin helt egen forklaring, og kirken er åben hver dag mellem morgen- og aftenringning. Så man er velkommen til selv at gå på opdagelse.
Brochurer forefindes.

Det ældste skolefoto vi har, er fra 1899, og det viser, at der den dag var 75 børn i skole.
Normalt var der i et skoleår på det tidspunkt over 100 elever i Vindinge skole. De mødte hver anden dag, så der
var ca. 25 i hver klasse, der hver for sig dækkede to årgange. I forfaldsprotokollerne kan vi dog se, at der ofte
manglede en del. Enten skulle de drive køer ind, luge roer, høste eller var isolerede på grund af mund- og
klovesyge på gården. Alt sammen gyldige grunde til udeblivelse.

Klassefoto fra det søndre klasseværelse med lærer Friis, 1954
På de ældste billeder kan vi kun identificerer nogle få elever, men jo længere vi kommer op i årene, jo flere kender vi. På mange billeder fra fyrrene og fremefter er det samtlige elever, vi har navne på.


Vindinge Kirke ligger højt på en moræneknold omslynget af Vindinge Å på begge sider.
I årenes løb er det lykkedes os at indsamle ca. 60 billeder fra skolens og byens fortid, og de er udstillet på gangene, så man kan gå rundt og få sig et pust af kridtstøv, madpakker, våde uldtrøjer og kakkelovnsrøg, fra dengang klasseværelserne var fyldt med landsbyens unger.
Vi har også lavet et katalog, så man på mange af billederne kan identificere præcis hvem, der står hvor. Dette har vel mest interesse for gæster med en vis tilknytning til det lokale, men kataloget rummer også skolens historie lige op til i dag. Så alle kan have glæde af at kaste et blik i det.